Borgermøde | A/B Høje Hasseris Andelsboligfor.

A/B Høje Hasseris Andelsboligfor.

← Tilbage til nyheder

Borgermøde

Udgivet den 26. august 2021

Borgermøde om yderligere bebyggelse på Sorthøj!

Kære andelshaver

Høje Hasseris Andelsboligforenings fungerende næstformand, Erling Henningsen, deltager som formand for Høje Hasseris Grundejerforening i et samarbejde med Hasseris Grundejerforening og en stor del af de øvrige andelsbolig-, ejer- og grundejerforeninger på Sorthøj om kommunens planer om en relativ massiv randbebyggelse langs Skelagervej, fra rundkørslen frem til Hasserisvej.

Der indkaldes i den forbindelse til borgermøde, og alle andelshavere opfordres til at deltage, idet en ny byggefase meget vel kan komme meget tæt på Høje Hasseris. En stor tilslutning til mødet kan forhåbentlig sende et klart signal til Socialdemokraterne i byrådet, der som de eneste har afvist at deltage i mødet.

Du kan se indkaldelsen nedenfor.

Med venlig hilsen
N. C. Petersen
Fungerende webmaster
Høje Hasseris Andelsboligforening

 

Indkaldelse til

Borgermøde om Sorthøj

Hasseris Grundejerforening og en gruppe af grundejerforeningerne på Sorthøj blæser nu til kamp mod Aalborg Kommunes planer om yderligere byfortætning i Hasseris.

Hasseris Grundejerforening og disse foreninger på Sorthøj arrangerer nu et Borgermøde, der samtidig også er starten på valgkampen til Byrådet for Aalborg Kommune – et valg, der jo finder sted tirsdag, den 16. november 2021.

Borgermødet afholdes

Torsdag, den 2. september 2021 – kl. 19.00

på Hasseris Gymnasium og er et offentligt møde med adgang for alle.

Kom og benyt lejligheden til at høre, hvad politikerne har at sige til sagen. Du har også chancen til at stille spørgsmål til hele panelet eller en enkelt politiker. Vi har nemlig inviteret hele By- & Landskabsudvalget for Aalborg Kommune samt en repræsentant for Radikale Venstre. Journalist Søren Wormslev vil lede slagets gang og være aftenens ordstyrer.

Lokalplansforslaget er skabt efter, at der i 2020 blev konstateret et større budgetunderskud i kommunens pengekasse. Borgmesteren gav rådmanden en bunden opgave, der hed: Lav et salgskatalog over samtlige grunde og ejendomme Aalborg Kommune kan sælge og skaf kr. 200 mio. til kommunekassen. Sorthøj skal bidrage med min. kr. 30 mio. efter alle udgifter til byggemodning er afholdt.

Er det måden man laver byplanlægning på?

Hasseris Grundejerforening og grundejerforeningerne på Sorthøj gav på et møde i fælleshuset på Hasselhøj, den 2. december 2020 et tilbagespil til By- & Landskabsforvaltningen repræsenteret af rådmand og stadsarkitekt på de første byggeplaner i området (omfattende såvel boliger, dagligvaresupermarked, daginstitution og erhverv). Vort forslag vil være salg af et areal til opførelse af maksimalt et boligprojekt i et plan op langs skråningen på hjørnet af Hasserisvej og Skelagervej. Forslaget blev på nævnte møde afleveret sammen med en udarbejdet fælles indsigelse til rådmand Hans Henrik Henriksen mod det massive byggeri, som de oprindelige planer omfattede.

By- & Landskabsforvaltningen har den 9. august 2021 haft et nyt forslag til lokalplan nr. 3-3-117 Boliger, Sorthøj Syd, Hasseris klar til 1. forelæggelse i byrådet. Forslaget havde om formiddagen inden selve byrådsmødet været drøftet på et møde i Magistraten (hos borgmesteren). Da byrådet kom til punkt 5 i dagsordenen for byrådsmødet, stoppede borgmesteren den videre sagsbehandling med en bemærkning om, at lokalplanen er sendt retur “på værkstedet”, da der åbenbart er behov for en fornyet genbehandling?

Forslaget til lokalplanen giver udelukkende tilladelse til opførelse af boliger og dette med max. 100-120 boliger i op til to etager fordelt, på tre separate byggefelter. I dagspressen er der i dagene efter nævnt byggeri af almennyttige boliger og nu senest en daginstitution.

Planerne om et byggeri af det oprindelige omfang og karakter og efterfølgende planerne jfr. udkastet til lokalplansforslaget har allerede givet anledning til mange reaktioner. Hasseris Grundejerforening og grundejerforeningerne på Sorthøj har derfor valgt at indkalde til et Borgermøde, dels fordi vi slet ikke har fået den indflydelse på planlægningen, som rådmanden tidligere har stillet os i udsigt og dels, at vi på et møde den 6. juni 2021 på Stigsborg Brygge fik oplyst, at der nu kun var tale om boliger i planerne for bebyggelse på Sorthøj.

Der er mange borgere på Sorthøj og i det øvrige Hasseris, der ikke mener, at der sker en seriøs byplanlægning, men snarere en omgang “Hjallerup Marked” med nogle byggeplaner, der er opstået i forbindelse med et hul i kommunens pengekasse. Borgerne har krævet, at der skal være en høring om disse byggeplaner og at de gerne vil deltage i en dialog med politikerne.

Formanden for Hasseris Grundejerforening, Torben Thorup Jensen mener, at Aalborg Kommune tilsidesætter dels egne overordnede planprincipper blandt andet om bevarelse af den overordnede grønne kile fra vest ind mod bymidten, og dels bryder tidligere afgivne løfter om, at der ikke skal foretages yderligere byfortætning i bydelen. – Endelig brydes jo også den “samfundskontrakt”, som den gældende lokalplan for Sorthøj udgør mellem myndighed og borgere. Med tanke på den brydsomme proces, der i sin tid var mellem bydelens borgere og byrådet om at nå til enighed om principperne for den nuværende lokalplan, så synes vi ærligt talt ikke Kommunens fremgangsmåde i denne sag er en værdig måde at forvalte planlægningsansvaret på, slutter formanden.

Vel mødt.

Venlig hilsen
HASSERIS GRUNDEJERFORENING