A/B Høje Hasseris Andelsboligfor.

OMRÅDETS HISTORIE

Bebyggelsen ”Høje Hasseris” er opført på et område, der kaldes Sorthøj, og som er et stort højdedrag.

Sorthøj er beliggende i bydelen Hasseris i det sydvestlige Aalborg, som det ses på billedet.

NB: Når du fører “musen” hen over billederne, og den bliver til en ”hånd med pegefinger”, kan billedet ses i et større format (eller har et link).


Området hedder egentlig Bejsebakke, der er en lokalitet i Ansgars Sogn, Fleskum Herred, hvor der er fundet rige spor efter forhistorisk bebyggelse fra både stenalder, bronzealderog jernalder.

Området mellem Bejsebakkevej og Sorthøjvej er blevet arkæologisk undersøgt 2 gange. I 1958 gennemførtes en udgravning af Nationalmuseet, og i år 1999 og 2000 gennemførte Aalborg Historiske Museum en større arkæologisk udgravning.
Ved denne udgravning fandtes der blandt andet spor efter mere end 350 grubehuse og 40-50 langhuse fra jernalderen.

Området er desuden rig på spor efter flinteminer, hvor flinten i yngre stenalder er blevet udvundet fra kalkundergrunden.

På billedet til højre viser de to krydser de gamle gravhøje, som området er opkaldt efter.

Du kan læse mere om udgravningerne nedenfor.
Sorthøj

Hasseris Grundejerforening fortæller om området:

Egentlig hedder området Bejsebakken. I Bind 1 af Aalborgs Historie står der: ” Bejsebakken kaldes det store højdedrag, på hvis top Sdr. Kirkegård ligger. Vort interesseområde er det hidtil ubebyggede område, der afgrænses af Sdr. Kirkegård, Nordtoft, Hasserisvej og Skelagervej. Efter pløjning kunne man, ved tålmodig vandring frem og tilbage, finde lerkarskår, fragmenter af klæberstenskar, glasperler og større og mindre fragmenter af bronzesmykker”.

I slutningen af 1950’erne foretoges der udgravninger på stedet, som afslørede, at der på det flade plateau på toppen havde ligget en større landsby fra yngre germansk jernalder med langhuse, grubehuse, ildsteder, brønde, gruber og kulturlag.
Sorthøj
Imidlertid var der ikke råd til at undersøge området fuldstændigt, og udgravningerne blev derfor dækket til igen.

I.f.m. Aalborg kommunes planer for en udbygning af området, kom der imidlertid igen fokus på områdets arkæologiske værdier. I slutningen af 1990’erne blev der igen gravet på området på toppen. Der blev gjort mange interessante fund, men mærkeligt nok blev der ikke fundet nogen grave. Så hvis man havde forventet et nyt Lindholm Høje, blev man måske en smule skuffet. Tilbage står så spørgsmålet: Hvor findes gravene? Måske under den for længst bebyggede del af Bejsebakken?
Sorthøj
Frem til slutningen af 1990’erne lå Bejsebakken, eller Sorthøj, som området er kommet til at hedde som et delvist dyrket område med stor rekreativ værdi for Aalborgs beboere. Kommunens planer for at bebygge området gav derfor anledning til megen diskussion, ikke mindst blandt beboerne i Hasseris.

Hasseris Grundejerforening var en meget aktiv part i denne debat, og indtog fra begyndelsen den klare holdning, at området skulle bevares som en væsentlig del af de grønne kiler mod Aalborgs centrum, som kommunen var meget stolte af. Men økonomiske hensyn vejede tungt for Aalborg kommune, og her lå der attraktive arealer, som kunne sælges til høje priser.
Sorthøj i 1995, da der kun var dyrkede marker
Naturligvis var efterspørgslen også betinget af, at der rent faktisk var mange hasserisborgere, som kunne se en interesse i at afhænde deres store villa, og nyde deres otium i mindre, moderne boliger med en placering, som de fandt attraktiv.

I.f.m. udformningen af lokalplanen for Sorthøj var det derfor væsentligt for Hasseris Grundejerforening at sikre områdets rekreative værdi.

Med den endelige udformning af lokalplanen, hvor områdets bebyggelse er lagt i et antal afgrænsede byggefelter, som tilsammen højst må udgøre 40% af det samlede areal, er det da også lykkedes at undgå, at hele området plastres til med parceller.
Matrikelkort fra lokalplanen for Sorthøj, der viser byggefelterne
Udformningen af de enkelte byggefelter, og de huse der bygges, kan naturligvis altid diskuteres. Men når området er vokset til, skal det nok blive en dejlig bydel, og naturligvis skal ingen være i tvivl om, at Hasseris Grundejerforening ønsker de nye beboere i Hasseris velkomne.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at Hasseris Grundejerforening fortsat vogter over området. Vi har ved flere lejligheder medvirket til at Aalborg kommune bliver holdt fast på lokalplanen, og at ansøgninger om dispensation afvises af kommunen.
Vi ønsker at området også i fremtiden skal kunne benyttes af alle borgere i Aalborg. Den smukke udsigt, og det historiske vingesus, man kan fornemme, når man går en frisk tur på sydvestskråningen skal ikke være forbeholdt nogle få. Den skal de kommende generationer også kunne nyde.
Sorthøj med bebyggelserne

Lokalplan

Der er vedtaget lokalplan nr. 05-035 for området.

Lokalplanens formål
Lokalplanen skal åbne mulighederne for at opføre nye boligbebyggelser med tilhørende fællesanlæg inden for Sorthøjområdet. Den skal sikre, at højst 40 procent af området kan anvendes til bebyggelse, mens de øvrige 60 procent af området udlægges som rekreativt, grønt område.

Nye boliger skal i overvejende grad opføres som gruppebebyggelser inden for boligområder, der er entydigt afgrænsede mod det grønne rekreative område og som respekterer de fredede fortidsminder midt på Sorthøjområdet.
Kort med arealanvendelse

Det ubebyggede, grønne område skal fremstå og vedligeholdes som et åbent græsklædt landskabsstrøg med enkelte spredte træbeplantninger. Området indgår som led i den grønne kile, der strækker sig fra Aalborgs bymidte mod sydvest til det åbne land vest for Sofiendal.

Nye boligbebyggelser skal indpasses i terrænet så de i videst muligt omfang følger de eksisterende terrænbevægelser. Boliger skal i overvejende grad opføres som tæt-lav bebyggelse i én til to etager samti mindre omfang som åben-lav bebyggelse og som etagehusbebyggelse i op til tre etager.

Ny bebyggelse skal opføres i former og med farver og materialer, der sikrer en arkitektonisk helhed.

Trafikbetjeningen af Sorthøjområdets boligområder skal tilrettelægges med vejadgang fra Skelagervej, fra Hasserisvej, Nordtoft og fra Bejsebakkevej. Der sikres forbindelser for gående og cyklende mellem de enkelte boligområder og mellem boligområderne og de vigtigste trafikmål som skoler, butikker og busstoppesteder. En nord-sydgående hovedstiforbindelse gennem området skal sikre sammenbindingen af den grønne kile fra Skovbakken i nord til Sofiendal i syd.




Du kan se hele lokalplanen her (i PDF-format):

Byggefelter

Udgravningerne på Sorthøj

Da Aalborg Kommune havde planer for en bebyggelse af området, udgravede Aalborg Historiske Museum i år 1999 og 2000 store dele af det flade stykke på toppen af bakken. Her havde ligget en lille landsby i stenalderen. Under udgravningerne fremkom både langhuse og grubehuse, ildsteder, brønde, gruber, kulturlag, ardspor osv.

Blandt fundene var store mængder flintaffald, fladehuggede pilespidser, flintsegle og flintdolke, som viste, at en betydelig flintproduktion havde fundet sted her. Man daterer fundet til at være fra den tidlige del af dolktid, ca. 2350 – 2000 f. Kr.

På dette tidspunkt spillede flinten som råmateriale en stor rolle. Nordjyske flintdolke indgik i europæiske udvekslingsnetværk, og mange havnede i Norge og Sverige, men også i landene mod syd. Dette bekræftes af at her er fundet små fint ornamenterede lerkar med form som en omvendt klokke – såkaldte klokkebægre. I Tyskland og Holland har man fundet paralleller til disse. Dette viser at man var del af et europæisk netværk.

Det er ikke tilfældigt at der har været flintsmede her på bakken, for i forhold til resten af Jylland adskiller Limfjords-området sig ved, at der findes store aflejringer af flint i Kridtundergrunden. Man har også fundet samtidige flintminer cirka 600 m nord for Sorthøj på Skovbakken. Her har man fulgt de naturlige striber af flintknolde ned i kridtundergrunden. Enkelte skakter blev op til 5 m dybe. I bunden af skakterne har man fulgt flintlagene lidt ud til siderne.

Store mængder af affaldsflint og forarbejder til dolke viser, at den grove tilhugning af flintknoldene skete ved eller i en halvt genfyldt skakt. Herefter har forarbejderne kunnet transporteres videre til finhugning andre steder – blandt andet Sorthøj.

Dolkproduktionen og særligt de sidste stadier af forarbejdningen må have været tidskrævende og krævet en særlig håndværksmæssig viden og måske en form for specialisering.

Egentlig hedder området Bejsebakken, men efter at man begyndte at bebygge området hedder det i daglig tale Sorthøj. Sorthøj er også navnet på den ene af de gravhøje der ligger her.

Store dele af bakken er udlagt til rekreativt område med belyste stier. Mange af områdets beboere går tur her, for at nyde udsigten ud til fjorden og mærke den friske vind. Når man går over markerne, ser man stadig masser af flint, og man kan også være heldig at finde forarbejdet flint.

Arkæologisk eventyr i Aalborg – Begejstring i 1999
Aalborg oplever i disse dage et sandt arkæologisk eventyr med store perspektiver. Byens vugge i Softhøj i den vestlige udkant rummer en guldgrube af broncesmykker og flintredskaber, men også perler og skår af glas er dukket op til overfladen. Indtil nu er der fundet mellem 4. og 5.000 genstande.

Udgravningerne, der for alvor begyndte i februar, slutter til september næste år og kommer til at koste kommunen knap 10 mio. kr.

Der er registreret bebyggelsesspor og grave fra slutningen af Yngre Stenalder (4.200 år gamle) samt bebyggelsesspor fra Jernalderen og Vikingetiden (ca. 400-1000 e. Kr.).

»Landsbyen ved Sorthøj vil give os vigtig viden om bebyggelsesudviklingen i Oldtidens sidste århundreder. Det gælder ikke alene på lokalt plan, men i lige så høj grad på det skandinaviske område, hvor undersøgelserne leverer en væsentlig brik til belysning af centrallandsbyernes rolle og betydning for samfundsstrukturen,« siger museumsinspektør Jens N. Nielsen, Aalborg Historiske Museum, der har fået assistance af en halv snes arkæologi-studerende til udgravningerne.

»Bopladsens specielle status skyldes, at Limfjorden var let at krydse ved Aalborg. Stigende handel og trafik i slutningen af Jernalderen og i Vikingetiden gjorde det muligt at være tæt ved overgangsstedet. Derfor flyttede nogle af indbyggerne omkring år 800 til landsbyen ved Sorthøj, hvor den nuværende Algade ligger. Ca. år 900 blev der anlagt en handels- og håndværksplads, som markerer grundlæggelsen af byen Aalborg.«

Prøveudgravning
Allerede i 1950’erne foretog Nationalmuseet en lovende prøveudgravning, men der var ikke tilstrækkelige midler til at fortsætte efterforskningen. I de følgende år har amatørarkæologer flittigt besøgt området, og udstyret med metaldetektorer er der hentet over hundrede bronzesmykker, nogle forgyldte, enkelte sølvsmykker og hesteformede smykker fra Jernalderen.

»Vi har haft at gøre med dygtige og engagerede mennesker, hvoraf flere har modtaget Danefæ-godtgørelse,« fortsætter Jens N. Nielsen og oplyser, at der er påvist 13 hustomter af forskellig type. Dels langhuse, beregnet til bl.a. beboelse, dels grubehuse, der var en slags arbejdshytter, som ofte fungerede som vævehytter. Foruden keramik, vævevægte og tenvægte er der udgravet skår af glas (bl.a. frankisk), glas- og ravperler, smykker af bronze, torshamre, slibesten, klæbesten, fiskekroge og jernknive. I det største langhus befandt sig 13 pile-, spyd- og lansespidser, et fund uden sidestykke herhjemme. Det vidner om, at husets ejer indtog en særlig position i landsbyen.

Enestående
De mange fund ved Aalborg svarer på området til det samlede antal i hele Danmark.

»Ved hjælp af det store flintmateriale i form af redskaber og affald fra fremstillingen er det muligt at følge hele fremstillingsprocessen i Yngre Jernalder, hvilket i teknisk forstand er enestående. I perioden kom de første redskaber af bronze til Skandinavien fra Mellemeuropa og De britiske Øer. Den hjemlige flintsmed forsøgte at efterligne dem ved at lave økser og dolke. Få hundrede meter fra bopladsen er der tidligere udgravet flintminer. Flint fra Aalborg var en eftertragtet vare, som kom vidt omkring. Materialet fra Sorthøj vil give eftertiden en grundlæggende viden om flintsmedens arbejdsmetoder,« fastslår Jens N. Nielsen og understreger, at de mange smykker og andre metalgenstande er usædvanligt for bopladser i Jernalderen/Vikingetiden.