A/B Høje Hasseris Andelsboligfor.
Mere om kommunens planer om bebyggelse på Sorthøj…
Høje Hasseris Andelsboligforenings næstformand, Erling Henningsen, deltager som formand for Høje Hasseris Grundejerforening i et samarbejde med Hasseris Grundejerforening og en stor del af de øvrige andelsbolig-, ejer- og grundejerforeninger på Sorthøj om kommunens planer om en relativ massiv randbebyggelse langs Skelagervej, fra rundkørslen frem til Hasserisvej.
Parterne er enige om et samarbejde, der som en målsætning skal sikre, at området Sorthøj ikke bliver omfattet af en ødelæggende byfortætning, der totalt vil forandre dette særlige boligområde opført i ”Den Grønne Kile”. Årsagen til dette er, at vores borgmester Thomas Kastrup Larsen har bedt rådmand Hans Henrik Henriksen udarbejde et katalog over de grunde og bygninger i Aalborg Kommune, der kan sælges og derved tilvejebringe kapital til nye planlagte byggerier – budget for et samlet salg på 200,0 mio. kr. – bl.a. en ny materielgård i Østhavnen til 70,0 mio. kr., nye skoler, nye daginstitutioner mv.
Kataloget er i oplægget udlagt med byggefelter i den sydlige del af Sorthøj med mulighed for salg af to byggefelter beregnet for opførelse af tæt-lavt boligbyggeri af i alt 85 boliger, et byggefelt for et dagligvaresupermarked på 1.200 m², et byggefelt til en daginstitution samt to byggefelter til opførelse af erhverv. I oplægget gives dog udtryk for at man ikke forventer alle byggemuligheder udnyttet. Rådmanden har estimeret, at et grundsalg på Sorthøj er budgetteret til at skulle indbringe min. 30,0 mio. kr.
Den 2. december 2020 havde Hasseris Grundejerforening arrangeret et møde med rådmand Hans Henrik Henriksen og stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen samt enkelte repræsentanter (max. 10 deltagere) for de deltagende foreninger på Sorthøj. .Her præsenterede samarbejdet bl.a. et indsigelsesnotat mm. Notatet er efterfølgende sendt til alle medlemmerne af By- & Landskabsudvalget.
Du kan læse mere her:
Med venlig hilsen
N. C. Petersen
Webmaster
Høje Hasseris Andelsboligforening
NB: Vær med til at værne om Hasseris – bliv medlem af Hasseris Grundejerforening >